Søde Kirsebær/moreller og Sødkirsebærsorter

Sødkirsebær/moreller:  Du kan købe søde kirsebær/moreller frisk fra plantagen fra juni til ca. midt i august, hvor de seneste sorter modner. Se modningstidspunkt for de forskellige sorter nedenfor.

Ordene "moreller" og "sødkirsebær" dækker over det samme. Begge begreber dækker over rigtigt mange forskellige sorter med stor variation, fra helt gule over røde til helt sorte. Der findes også en surkirsebærsort som hedder "Skyggemorel". Det er et sortsnavn på samme måde som en af sødkirsebærsorterne f.eks. hedder "Kordia". Det er muligvis denne sort, som giver stor forvirring om hvad ordet "morel" dækker over.

Vi har mange nye sorter. Sæsonen starter med Burlat og Sweet, som står i vores tunnel. Vi kan være heldige at have bær allerede fra midten eller fra slutningen af juni. Derefter modner sorterne Samba, Grace Star, Tamara, Lapins, Areko, Kordia og Regina. Regina og Lapins er de seneste sødkirsebærsorter og dem har vi normalt til ind i august.

Sødkirsebær er svære at dyrke. Da de blomstrer tidligt på sæsonen, er der ofte risiko for frostskader. Frost kan betyde at der ikke kommer nogle, eller kun få sødkirsebær i en hel sæson. I 2023 har vi igen store frostskader på friland.  I vores tunnel har vi mange sødkirsebær/moreller, for der har det været muligt at holde frosten væk.

Hvis vi er så heldige at få kirsebærtræerne til at sætte frugt, så kommer den næste udfordring:

Når det regner revner sødkirsebærrene, hvis de ikke er overdækket med regntag eller står i tunnel. Vi har nu omkring 1000 træer i tunnel og 1500 træer på friland. Vi dækker vores kirsebærtræer på friland med regntag. Vi bruger tunnel og regntag for så vidt muligt at undgå at sødkirsebærrene revner, men også for at undgå at behandle dem mod skadedyr og svampe.

I vores selvplukmark er der regntag over sødkirsebærtræerne for at også selvplukkere kan få nogle gode sødkirsebær, som ikke er revnet og halvrådne af svampesygdomme. Der er sat insektnet rundt om hele stykket, så vi ikke skal behandle mod skadedyr. Det er en dyr investering at købe regntag (450.000 kr pr ha) og det er dyrt at sætte taget op og tage det ned igen hvert år og også at sætte nettet op rundt om kirsebærmarken. Tunnel er endnu dyrere med en investering på ca. to millioner kr. pr ha.

Der betales entré når man vil plukke sødkirsebær. Uden entré giver det underskud for os at have selvpluk i bær fordi investrerings og arbejdsomkostningerne er så meget større end f.eks. i æbler og pærer (hvor der er gratis entré for selvplukkere). Så vi har måttet tage et valg, som var enten stoppe med selvpluk i vores sødkirsebær og bær eller sørge for at få omkostningerne dækket med entré.

Sødkirsebær
Æblemanden Karensminde Frugtplantage

Modningskema for kirsebær sorterne:

Klik på billedet for at se det større!

kirsebærsorter

TJEK ALTID FORSIDEN FOR OPDATERING PÅ HVORNÅR DE FORSKELLIGE SORTER ER TIL SALG I vores gårdbutik - eller kig på vores facebookside.

 

selvpluk sødkirsebær
Selvpluk kirsebær
Sødkirsebær